Kunstig intelligens er i kontinuerlig udvikling og har fået betydelig betydning for både undervisning, læring og akademisk praksis – og som studerende kan det derfor være en stor fordel at opnå indsigt i, hvordan kunstig intelligens kan anvendes på en fagligt ansvarlig, etisk og læringsfremmende måde. Disse temasider er tænkt som en introduktion og en samlet indgang til viden, vejledninger og refleksioner om, hvordan KI kan inddrages i din studietid ved UC SYD.
Materialet er organiseret i en række emner, som tilsammen giver et bredt overblik over centrale områder, dilemmaer og muligheder forbundet med brugen af (særligt generativ) KI i uddannelsessammenhæng.
Vi anbefaler, at du orienterer dig i det hele for at opnå en samlet forståelse af temaet, men du kan også vælge at dykke ned i de konkrete vejledninger og ressourcer efter behov. Her finder du praktiske råd, eksempler og opmærksomhedspunkter, som kan hjælpe dig med at anvende KI-værktøjer på en måde, der forhåbentligt styrker din faglighed og formåen.
Indhold opdateres løbende i takt med, at ny viden, nye værktøjer og ændrede retningslinjer udvikles. Det er derfor en god idé at vende tilbage til siden med mellemrum for at sikre, at du er opdateret i forhold til gældende anbefalinger, forventninger og muligheder i relation til brugen af KI i dit studiearbejde.